SAMTALEFORLØB

Jeg er samtalepartner for pårørende til mennesker, der er ramt af rusmidler.

Som forældre, barn eller kæreste til et menneske, der har et skadeligt forbrug af rusmidler føler man sig ofte afmægtig, slidt og alene.

Pårørende kan have meget stor indflydelse på, om den afhængige søger hjælp og derved får styr på rusmidlerne. Det kræver dog ofte sparring med en professionel, fordi samtalen imellem den afhængige og den pårørende omkring forbruget af rusmidler har en tendens til at ende i skæld ud og forsvarstaler og benægtelse.

Selvom det er det sidste, pårørende ønsker, kan man i dagligdagen være med til at fastholde det skadelige forbrug af rusmidler. Det gøres eksempelvis ved, at man skærmer den afhængige fra at mærke konsekvenser ved forbruget, eller ved at finansiere rusmidlerne, for at få ro på. Det kan være hjælpsomt at få kigget på de mønstre og undersøge, om der er vaner, der med fordel kan ændres.

Pårørende til mennesker der har et destruktivt forbrug af rusmidler, har ofte en lav livskvalitet og “glemmer” egne behov. Så hvordan kan man have et ok liv, selvom den, man elsker, har et skadeligt forbrug af rusmidler, og er det i orden også at bruge energi på sit eget liv, når ens elskede kæmper med rusmidler? Det kan det være relevant at drøfte med en professionel.

At finde den mest relevante hjælp til mennesker, der har et skadeligt forbrug af rusmidler, er ikke altid nemt. Hvilke tilbud er gode og relevante for lige min mand eller søn? Som socialrådgiver med mange årigt kendskab til hjælpemulighederne, kan jeg hjælpe jer videre.

I mine samtaler har jeg således fokus på:

  • Hvordan man kan få skabt en konstruktiv dialog med den afhængige omkring forbruget af rusmidler.
  • Hvordan kan man som pårørende støtte den afhængige til at komme ud af det dstruktive forbrug.
  • Hvordan passer man som pårørende på sig selv og får en ok livskvalitet.
  • Rådgivning og eventuelt kontakt til behandlingsmuligheder for den pårørende

I min samtalepraksis tager jeg udgangspunkt i mine 20 års erfaring med at støtte unge og deres forældre, der er ramt af rusmidler. I forhold til pårørende til voksne, der er afhængige, trækker jeg på mine erfaringer som rådgiver fra Sundhedsstyrelsens Alkolinje og på min egen erfaring som barn og voksen af en alkoholafhængig far.